Barndom, jeg savner dig

Hvor var al ting bare nemmere, sjovere og meget mere fantastisk, da man var barn. Dengang man ikke skulle tænke på økonomi, job og husholdning, men kunne leve et fuldstændig ansvarsfrit liv (næsten).

Det savner jeg altså nogle gange, men allermest det sjove: legene, udflugterne, fantasien, som ingen grænser havde og følelsen af at kunne te sig uden at være mærkelig. For man var jo bare et barn.

Jeg elsker, når det sker, at jeg ryger tilbage til barndommen, f.eks. i en sneboldkamp, når jeg får gaver (ved ikke rigtigt, om det er en god eller skidt opførsel :0), når jeg ser børne-julekalender med Frans eller som for noget tid siden, hvor min lillebror og jeg glemte alt om alt og alle og i stedet begav os på udflugt i den irske natur.

Det eneste formål var at have det sjovt. Springe ned fra store sten. Gemme sig i store og små huler. Brumme som hulemænd og råbe som Tarzan. Blive våde og mudret, grine og slås. Det var en fantastisk dag, som jeg i lang tid vil tænke tilbage på med glæde. Ikke kun fordi barndommen igen var inden for rækkevidde, men særligt fordi jeg genoplevede den med min bror.

Jul - hvad ellers?

Så er det blevet jul, også i Dublin, og vi er så heldige at december måned er hvid, for her er sne, på trods af alle rejsebøger fortæller, at der meget sjældent er frost i Irland.

Men det er nu skønt at gå på arbejde med udsigt til snedækkede bjerge, selvom dublinerne nok ikke er helt enige. I hvert fald har sneen skabt mere kaos end gavn. Alt, hvad aflyse kan, bliver aflyst, og det selvom, der kun er minus to grader og 5 cm sne. De har ingen sneryddere og bruger gravkøer til at fjerne sne, hvilket betyder, at det kun er få steder, der er ryddet og derfor meget meget sne- og isglat herovre. Jeg er i hvert fald virkelig glad for mine rimeligt glidsikre vinterboots. Det sidste, de så har fundet på, er at lukke for alt vandet tre aftner i træk, hvilket kun påvirker cirka 1,4 millioner mennesker. Grunden er, at folk i Dublin har ladet deres vand løbe, fordi de var bange for at deres rør skulle fryse, og derfor kan vandværket ikke følge med...

Men det er jul, og alle er glade. Jeg nyder det især, fordi Frans og jeg er blevet maks forkælet i den søde juletid. Først sendte min skønne kusine en stor kasse fyldt med juleslik, julepynt og julekalender. Dagen efter fik vi endnu en levering fra den dejligste mor, som åbenbart ikke synes, at Frans og jeg er blevet for gamle til adventsgaver, og da mine svigerforældre var på besøg i weekenden, kom de lige med trumfen, da de pakkede en kuffert ud med gaver til HVER DAG i december. Indtil videre er vi blevet begavet med en masse skøn julepynt, så fra at have et julehjem med kun en enkelt nissemand, ender jeg nok med at være Gertud i levende live. But I like it...

Derudover er Frans og jeg hoppet totalt i barndommen. Hver aften sidder vi og ser "Absalons Hemmelighed", som er julekalenderen på DR, og den er faktisk ganske god og spændende. Vi kan kun blive gode forældre, når den tid engang kommer.

Glædelig jul til alle fra et snedækket Dublin :)