Obamania

Ja, jeg ved godt, den smarte overskrift er tyvstjålet fra en anden opfindsom journalist, men jeg synes nu alligevel, den passer meget godt til det, der foregik i Dublin i hele sidste uge: Præsident Barack Obama var på visit, fordi han ville se, hvor hans forfædre, som tilsyneladende er irske, kom fra. Det skabte selvfølgelig total kaos, glæde og spænding hos mange irere og wannabe-irere, som Frans og jeg, der tilfældigvis havde fri denne dag.

Kl. 14 forlod vi Spencer Dock og gik mod byens centrum, hvor hr. Obama skulle holde tale for den irske befolkning. Vi besluttede, vi godt liiiige kunne stoppe ind og spise en sandwich inden, for en halv time fra eller til ville nok ikke gøre den store forskel. Og det gjorde det måske heller ikke, men overraskede blev vi nu lidt alligevel.

Det så helt fint og overskueligt ud på vej derned, menneskemængden var overkommelig, og vi var ved godt mod, selvom vi konstant stødte på forhindringer i form at politimænd, der guidede os udenom og udenom og udenom igen, og så kom overraskelsen. En kæmpe lang slange af mennesker, der stod som sammensatte puslebrikker. Ikke ét lufthul var der, lige på nær der, hvor Frans og jeg så vores snit til at blive den manglende brik (dårlig stil at snyde foran, men man er sgu nødt til at være lidt fej engang imellem).

Så stod vi der helt stille og ventede og ventede i både sol, regn og blæst, og lige som Frans var ved at give op begyndte vi endelig at rykke os.

Vi kom ind på pladsen, så vi sammen med 20.000 andre kunne få fornemmelsen af at være tæt på den amerikanske præsident, selvom lyden, vi hørte, kom fra store højtalere, og ansigtet, vi så, var på storskærm. Personligt synes jeg dog, det var det hele værd at høre den berømte sætning: YES, we can!

Faktisk var min tålmodighed ellers ved at være brugt godt op inden Obamas visit, for ugen inden havde Dublin haft besøg af Dronning Elisabeth, så sikkerheden i Dublin havde været fuldstændig "over the top" i en uge allerede. Det betød, at jeg konstant blev udfordret på min vej fra arbejde. Jeg måtte ikke cykle på city-cyklerne, som jeg dagligt flittigt bruger. Af hvilken årsag ved jeg ikke, for det var ikke forbudt at cykle... Det betød, at man lukkede samtlige cykelstationer tirsdag, mens jeg var på arbejde, så jeg ikke kunne aflevere den cykel, jeg havde, og jeg gad selvfølgelig ikke betale for at have cyklen i over en uge pga. de promonente besøg. Så efter at have cyklet rundt i Dublin i over en time for at finde en løsning var jeg  mildt sagt pænt sur. Faktisk så tosset, at jeg kom til at sige F-ordet til en politibetjent.

Et par dage efter blev humøret igen udfordret, da man havde valgt nærmest at afspærre hele Spencer Dock, hvor vi bor, fordi the Queen skulle til middag i konferencecenteret, der ligger lige overfor. Det betød, at jeg måtte ud på diverse omveje og altså først var hjemme en time senere, end jeg plejer. Faktisk gik politiet så langt som til at spørge nogle af beboerne om bevis for, at de boede i Spencer Dock, men eftersom man ikke har et sygesikringsbevis med adresse i Irland, er det lidt svært. Men så måtte man jo bare sørge for at have en el-regning på sig, mente den kloge politibetjent...

Hmm, meget logisk!