Barndom, jeg savner dig

Hvor var al ting bare nemmere, sjovere og meget mere fantastisk, da man var barn. Dengang man ikke skulle tænke på økonomi, job og husholdning, men kunne leve et fuldstændig ansvarsfrit liv (næsten).

Det savner jeg altså nogle gange, men allermest det sjove: legene, udflugterne, fantasien, som ingen grænser havde og følelsen af at kunne te sig uden at være mærkelig. For man var jo bare et barn.

Jeg elsker, når det sker, at jeg ryger tilbage til barndommen, f.eks. i en sneboldkamp, når jeg får gaver (ved ikke rigtigt, om det er en god eller skidt opførsel :0), når jeg ser børne-julekalender med Frans eller som for noget tid siden, hvor min lillebror og jeg glemte alt om alt og alle og i stedet begav os på udflugt i den irske natur.

Det eneste formål var at have det sjovt. Springe ned fra store sten. Gemme sig i store og små huler. Brumme som hulemænd og råbe som Tarzan. Blive våde og mudret, grine og slås. Det var en fantastisk dag, som jeg i lang tid vil tænke tilbage på med glæde. Ikke kun fordi barndommen igen var inden for rækkevidde, men særligt fordi jeg genoplevede den med min bror.

Jul - hvad ellers?

Så er det blevet jul, også i Dublin, og vi er så heldige at december måned er hvid, for her er sne, på trods af alle rejsebøger fortæller, at der meget sjældent er frost i Irland.

Men det er nu skønt at gå på arbejde med udsigt til snedækkede bjerge, selvom dublinerne nok ikke er helt enige. I hvert fald har sneen skabt mere kaos end gavn. Alt, hvad aflyse kan, bliver aflyst, og det selvom, der kun er minus to grader og 5 cm sne. De har ingen sneryddere og bruger gravkøer til at fjerne sne, hvilket betyder, at det kun er få steder, der er ryddet og derfor meget meget sne- og isglat herovre. Jeg er i hvert fald virkelig glad for mine rimeligt glidsikre vinterboots. Det sidste, de så har fundet på, er at lukke for alt vandet tre aftner i træk, hvilket kun påvirker cirka 1,4 millioner mennesker. Grunden er, at folk i Dublin har ladet deres vand løbe, fordi de var bange for at deres rør skulle fryse, og derfor kan vandværket ikke følge med...

Men det er jul, og alle er glade. Jeg nyder det især, fordi Frans og jeg er blevet maks forkælet i den søde juletid. Først sendte min skønne kusine en stor kasse fyldt med juleslik, julepynt og julekalender. Dagen efter fik vi endnu en levering fra den dejligste mor, som åbenbart ikke synes, at Frans og jeg er blevet for gamle til adventsgaver, og da mine svigerforældre var på besøg i weekenden, kom de lige med trumfen, da de pakkede en kuffert ud med gaver til HVER DAG i december. Indtil videre er vi blevet begavet med en masse skøn julepynt, så fra at have et julehjem med kun en enkelt nissemand, ender jeg nok med at være Gertud i levende live. But I like it...

Derudover er Frans og jeg hoppet totalt i barndommen. Hver aften sidder vi og ser "Absalons Hemmelighed", som er julekalenderen på DR, og den er faktisk ganske god og spændende. Vi kan kun blive gode forældre, når den tid engang kommer.

Glædelig jul til alle fra et snedækket Dublin :)

MØGUNGER

Så er det blevet tid til endnu en lille anekdote fra Dublin, og som I nok kan regne ud, kommer det denne gang til at handle om børn, dumme børn eller rettere sagt møgunger. For det er det og intet mindre, jeg vil kalde de irske børn. Og nej, det er ikke, fordi jeg er blevet gammel og sart og ikke længere kan huske, hvordan det var at være barn, for det gør jeg heldigvis, og som pædagogstuderende i både børnehave og fritidshjem vil jeg også vove at påstå, at jeg har fået et godt indblik i, hvad børn kan finde på af narrestreger. Men de såkaldte narrestreger, som vi har oplevet i Dublin, er altså ikke blot narrestreger, i den forstand jeg husker og kender dem. Det er nærmere chikane, mangel på respekt og situationsfornemmelse, og ikke mindst ulovligt. For at I forstår, hvad jeg taler om, vil jeg derfor lige lave et lille oprids af nogle af de oplevelser, vi har haft med børn herovre.

Først og fremmest er børn og teenagere meget, meget højrøstede og larmende - nærmest skrigende. Det er altså ofte, man oplever at komme gående stille og roligt på gaden, og pludselig hopper der en forstyrret pige eller dreng ind foran en og skriger af sine lungers fulde kraft, så ens hjerte springer en takt over og øregangen punkterer. Hvorfor? Ja, det ved jeg virkelig ikke...

Dernæst kan de med vilje finde på at få folk til at vælte, skvatte og falde på næsen. F.eks. har Frans oplevet alverdens forsøg på at få ham til at skvatte på en løbetur, sidst fordi et par små drenge syntes, det var sjovt at kaste en fodblod ind i hans ben. Hvorfor? Jeg ved det virkelig ikke...

Apropos fodbold så har Frans også oplevet at stå i en park med sin taske med en fodbold i ved siden af sig, da der pludselig løber en dreng hen og stjæler bolden for næsen af ham. Hvorfor? Jeg ved det virkelig ikke... Men heldigvis fik Frans fat i ham og fortalt ham et par vise ord om god opførsel.

Det værste, vi dog har oplevet, var da mine forældre og Jesper var på besøg. Ved en syv-tiden om aftenen er vi på vej over en af Dublins mange broer, da Frans pludselig råbende må løbe for sit liv, fordi tre drenge på den anden side af broen synes, det er sjovt at smide kæmpe strygere efter folk. Det blev ikke bare til én, men adskillige brag og hoppen for livet, mens far og Frans begav sig ned for at sætte dem på plads. Det blev dog ikke nogen succes, da en cirka 13-årig dreng bare syntes, det var sjovt, hvis han kunne få lov at slås med min 53-årige far. Hvorfor? Jeg ved det virkelig ikke... Men resultatet blev, at vi vendte om, og børnene vandt - igen!

Det pisser mig virkelig af, at jeg skal være "bange" for børn herovre, og at de hele tiden skal chokerer med deres unoder, som jeg kan nævne mange flere af... De synes f.eks. det er skide sjovt at brænde dæk af. Hvorfor?

Jeg ved det virkelig ikke...

Gæster og Gaver

Så har de første gæster fra Danmark været på besøg, og det har bare været så hyggeligt. Vi har været guider, oplevet en masse nye steder og bare nydt at have besøg hjemmefra. Og vi er blevet rigtig forkælet med alt, hvad vi savner fra det danske land, og hvad er så det:

- 1 stk. enkel dåseåbner uden mærkelige skruesystemer og andet fancy.

- Sladderblade, så jeg kan følge med på hjemmefronten (man skal jo være opdateret)

- Slik heriblandt lakrids og Anton Berg Marcipanbrød (MUMS!)

- Rugbrød (uden sødme og med en masse kerner)

- Remoulade (altid godt at have)

- Knorr Bearnaise og Jensens Favorit sauce (så meget, så vi har til det næste halve år)


Og så skal både mor og Edel (Frans' farmor) have stor tak for at lave min livret; Boller i Karry.



Edels gammeldaws æblekage nød vi også godt af flere dage efter...

Men hvad sker der for, at de hverken har makroner eller rasp i Irland!?

Goldt, Grønt og Skønt

Sidste weekend tog Frans og jeg på weekendtur til Galway, Irlands fjerde største by, som ligger stik modsat Dublin. Vi kørte fredag aften og første udfordring var at skulle køre i venstre siden af vejen. Allerede inden fredag stod jeg med opgivende arme og et beklagende blik og meddelte Frans, at jeg "desværre" ikke kunne køre, fordi mit kørekort lå i den pung, som jeg har fået stjålet. Bare SÅ ærgeligt. Så Frans måtte agere bilist hele weekenden, og selv om han var noget nervøs, tror jeg nu egentlig, at han følte sig meget tryg ved, at det var ham og ikke jeg, der sad bag rattet.
Efter mørkets frembrud ankom vi så til Galway og skulle finde et sted at sove, hvilket ikke burde være så svært, for B&B'erne ligger simpelthen stakit mod stakit. Men på samtlige skilte stod "No Vacancies"pga. weekendens Oyester-Festival - heldigvis fandt vi et lille hyggeligt sted til sidst.
Lørdag skulle vi så ud og kigge lidt på byen, og hvordan starter man bedre, end med en Full Irish Breakfast:
Frans var i hvert fald i højt humør over tykke baconskiver, sprøde pølser, æg samt noget udefinerbart "pudding". Jeg selv nøjedes med ost og frugt :0)

Vores lille hyggelige B&B, hvor vi havde havudsigt og nogle utrolig søde værter, som på trods af fuldt hus, lod os blive en ekstra nat. Det betød, at vi rigtig kunne nyde byen med alt, hvad det indebar af gademusikanter, parader, markeder og østers i lange baner, som jeg på trods af utallige overtalelsesforsøg aldrig fik smagt. Det ligner altså en snotklat, så Frans fik ikke sin vilje.

Søndag gik turen så ud i det grønne, og som I kan se på billedet, er det bogstaveligt talt. Irsk natur er lige så gold, grøn og skøn, som jeg havde forestillet mig.

Halvanden times kørsel fra Galway kom vi til første turistattraktion, nemlig Aillwee Cave, som er en stor grotte. Når guiden slukkede de beskedne lamper, der lyste den underjordiske gang op, var der så mørkt som vi aldrig har oplevet det før. Selv med hånden helt tæt på hovedet kunne man ikke se så meget som et omrids. Lidt uhyggeligt, men utrolig smukt med mærkelige former og et stort frossent vandfald.

Jeg mener, at der var cirka 300 fod bjerg over os i det inderste af grotten, og så er det altså svært at lade være med at frygte et sammenbrud... Eller et jordskælv, hvis det overhovedet kan lade sig gøre i Irland.

Efter grotten gik turen videre til Cliffs of Moher, som, I kan se, var et utroligt smukt syn:

Og når alle andre begiver sig uden for bjerges lov og ret, så gør vi da også....

Og efter lidt nervøs vandring, skønne indtryk og vind i håret blev det tid til et lille hvil. Men det var ikke meget udsigt, jeg fik lov at suge til mig, da jeg skulle posere for fotografen:

Men det var nu meget sjovt lige at prøve selvudløseren af her på de skrå kanter...

Så en skøn tur med masser af frisk luft, indtryk, god mad og drikke og hygge. Og så har Frans lært at begå sig på de irske bjergveje, landeveje, motorveje og byveje.

Næste lange tur går formentlig til Belfast...

We're Irish, we drink

"We're Irish, we don't need an excuse to drink"
Det er en typisk kommentar her på den grønne ø, og jeg skal lige love for, at hvert et ord er sandt. Der er altid fyldt på pubberne selv på den kedeligste tirsdag og på en hellige søndag, og efter en hjerteoperation er en taxichaufførs største bekymring, hvornår han mon kan drikke en Guiness igen (og det er sandt).
Alligevel var der en del mere liv i byen, da Frans og jeg i torsdags var ude og fejre Arthur's Day. Arthur er manden, som opfandt Guiness, og sidste år, hvor han ville være fyldt 200 år, besluttede Guiness sig for at indføre Arthur's Day (klogt tænkt).
Det var vældig hyggeligt, og der røg da også en del indenbors, selvom arbejdet kaldte dagen efter. Men for mine arbejdskollegaer, som vi fulgtes med, var det her egentlig bare en almindelig torsdag (og ja, de er alle ældre en mig). Faktisk synes de, at det er os danskere, der er meget mærkelige, for som en af dem spurgte, efter jeg havde fortalt at vi ikke sådan går i byen i hverdagen i Danmark: "But what do you do to entertain yourselves during the week then?" Hmm, ja hvad laver vi egentlig? Slapper af, hygger med familien, ser tv, læser what ever, der ikke indeholder den alkohol, som vi som regel har indtaget rigeligt af i weekenden.
Men jeg må nok hellere vænne mig til det, for det er nok ikke sidste gang, jeg skal på arbejde med tømmermænd herovre!

Så CHEERS!

Sådan bor vi...

Vores entre med min nye, røde stumtjener

Vores soveværelser med en lille seng - godt vi kan lide at ligge tæt

Værelset hvor vores gæster skal sove... Vi glæder os, til I kommer

Vores lille badeværelse med varmt vand i toilettet og badekar

Vores stue... Vi har fundet ud af at vi aldrig skal eje en lædersofa

Stadig stue...

Vores spisehjørne med et glasbord som er umuligt at holde pænt

Køkkenet, hvor vi stadig mangler lidt på hylderne

Her laver vi lækker mad, når Frans ikke har reddet aftensmaden hos Google

Vi glæder os til at få besøg

CHEERS

Kendis-Faktor

Dem, der kender mig, ved jeg ikke lyver, når jeg siger, jeg er en kendis-sucker. Går man med mig på gaden, vil jeg med garanti spotte alle de kendte, semi-kendte og wannabe-kendte, som er der, så det nytter virkelig ikke noget at battle med mig på det område (vel brormand!?). Så hvis det ikke havde været for den store chance for at blive vældig upopulær, så var Se og Hør helt sikkert en drømmearbejdsplads... Problemet er bare, at jeg altid bliver lidt befippet på den dårlige måde, når en såkaldt kendis er i nærheden, hvilket flere af mine veninder kan skrive under på. Faktisk vil de nok gå så vidt og sige, at jeg er decideret pinlig. Men anyway, så er det sådan, at på mit nye job som u-landsarbejder har vi en del med kendte mennesker at gøre, fordi de er vores ambassadører, og netop nu er vi i gang med at forberede en kampagne, hvor vi vil bruge de kendte ekstra meget. Faktisk skal jeg med til en stor photoshoot på tirsdag.
Men hvor er det dog ufedt, når jeg nu endelig får lov at arbejde med kendte mennesker, at jeg så ikke kender dem. Tænk, at jeg er nødt til at google hver og en af dem for overhovedet at få en fornemmelse af, hvem de er, og det giver altså ikke noget kick i maven hos mig. Men på den anden side er det måske meget godt. For så er der i hvert fald ingen chance for, at jeg gør noget pinligt på tirsdag...

Tror jeg ikke...

Livet i Dublin

Så får i endelig lidt billeder fra livet i Dublin, og snart kommer der også lidt af lejligheden.

Billede 1: Jannie køber for en gang skyld blomster, og hun har faktisk også fundet et par små planter til sin vindueskarm.

Billede 2: Frans i starten af hovedgaden, hvor et kæmpe spir, også kaldet "the stiletto of the ghetto" står rejst som Dublins varemærke. Kan man finde det, kan man altid finde hjem, og det er virkelig højt.

Billede 3: En lille illustration af hvor meget jeg hader "vores" springvand i gården, som larmer så meget, at man tror hver eneste dag er grå, trist og regnfuld, selv om solen også skinner engang i mellem her i Irland.

Billede 4: Frans foran indgangen til vores gård. Vi bor i et nyt område, der hedder Spencer Dock, som er rigtig fint, selvom det vidst nok ligger på den forkerte side af floden Liffey, der løber gennem Dublin (læs: arbejderkvarteret hvor alle tosser og særlinge bor). Vi er rigtig glade for stedet, som efterhånden er blevet en helt Google-ghetto.

Cheers...

De unge mødre

Så er der endnu en observation klar fra det irske: Unge mødre. Kanel 4 kan godt pakke sammen med deres hitprogram, for det her er real shit.
En helt almindelig dag på vej ned til vores faste supermarked går jeg forbi den ene unge mor efter den anden, og jeg mener ikke ung, som jeg, men ung som i teenager. Nogle kommer slaskende alene med en lille paraplyklapvogn, og man kan kun gisne om, hvor ensomt det må være at blive voksen, mens ens venner stadig slås med matematiske ligninger, historieopgaver og bumsecreme. Andre kommer travende med deres mor som fast støtte, og så er der dem, der heldigvis også har manden - eller skulle man sige drengen - med i billedet.
I starten undrede det mig meget, at disse "unge mødre" var så tydlige i gadebilledet, men så satte jeg mig lidt ind i historien. Det er nemlig sådan, at abort stadigvæk er ulovligt i Irland. Det betyder, at mange tager til England, hvis de skal have foretaget et sådant indgreb, men der er så også forståeligt nok mange, som vælger at få barnet, selv om de har alderen imod sig.
Ja, man kan blive overrasket over, hvor store forskellene er, når man ikke er længere en to timers flyvetur væk.
Og det er ikke engang det værste, jeg har hørt. Indtil 1995 var det også forbudt at blive skilt! Tænk at skulle være tvunget til at leve sammen med en man ikke elsker mere pga. en skide lov... Det kan vist ikke komme bag på nogen, at skilsmissebegæringerne strømmede ind, da loven blev ophævet.

Godt vi er fra Danmark!

P.s. Har også fået fortalt, at det indtil engang i 90'erne var forbudt at købe kondomer.... Hmmm!

Nemesis og hybris

Jeg er blevet ramt af nemesis. Jeg har i hvert fald ingen bedre forklaring på, hvorfor jeg skal blive ramt nu, hvor det hele lige gik så godt, og jeg følte mig så heldig. Og nej, jeg er ikke blevet skidt på af endnu en dum fugl (hvilket vel egentlig også betyder held), ej heller har skolen afvist min praktikplads (heldigvis), og jeg hentyder heller ikke til at min pung og mobil allerede er blevet stjålet (selvom det godt kunne være det).
Derimod er jeg blevet syg - snothamrende febersyg - og så lige i min sidste uge som fri og arbejdsløs kvinde, hvor jeg endelig kunne nyde at tage på sightseeing mens manden knokler. What are the chances!?
Det har så fået sat hjernen på arbejde, så i mellem nattens svedige vendinger og snottets styrtløb ud af næsen, lå jeg og tænkte: "Hvorfor?" Og så var det jeg kom til at tænke på græsk mytologi (feber gør mærkelige ting ved mennesker). Hvis det her er nemesis, må det være som straf for hybris, men har jeg været hovmodig på det sidste? Jeg synes egentlig, at jeg har været ganske ydmyg, når jeg har fortalt folk om min praktikplads, men kom så i tanke om, at der er et forum, hvor alt, hvad man fortæller, nærmest er en form for hovmod, og det er i Facebooks statusopdateringer, som ofte bliver brugt til at informere andre om, hvor god, sej, dygtig, heldig, forelsket osv. man er.
Ens nærmest venner synes sikkert, det er meget sjovt, men ud af de 1000 venner man efterhånden har i snit, skal der nok være nogle, der føler sig trampet på.
Så undskyld til alle jer, der blev tvunget til at læse om min lykke. Jeg angrer fra min sygeseng.
Til jer andre: Jeg er pisse glad og kan ikke vente til mit irske arbejdseventyr starter på onsdag.

To be continued...

Arbejdsløs - helvede eller paradis

Som de fleste nok ved, så behøver jeg ikke bekymre mig om arbejde mere, da jeg allerede har været så heldig at få en praktikplads. Hele fredagen var mit ansigt et stort påklistret smil, for hvor heldig har man lige lov til at være.
Og jeg havde faktik brug for lidt held, for på trods af jeg kun har været her - altså været arbejdsløs i et par uger - så var jeg næsten allerede ved at gå til af kedsomhed. Jeg har altid tænkt, at jeg ville være typen, som ville trives som hjemmegående og være en "happy housewife", men meget hurtigt forvandlede jeg mig til en "desperate housewife", og hvis man tænker over det, er det jo faktisk ganske mærkeligt. For i et helt nyt land burde det da være et paradis at være arbejdsløs og ikke et helvede - altså lige bortset fra de manglende penge.
Jeg befinder mig i helt nye omgivelser og burde nyde og udnytte min tilværelse til at undersøge hver en afkrog, finde alle de hyggelige steder og bare nyde hver en time af dette fantastiske eventyr.
Men jeg vil bare så gerne ud og møde nogle mennesker, føle at jeg har noget at stå op til hver dag. Og det har jeg heldigvis nu, så den sidste uges tid som arbejdsløs skal bare nydes. Får faktisk helt stress over alt det, jeg gerne vil nå, inden jeg starter på jobbet!

Det er hårdt at være arbejdsløs, på mange måder.....

Alt for meget fisk

Nu er vi jo i Irland, der eftersigende skulle være stedet for fiskeelskere, som jeg, så derfor var det også med stor forventning, at Frans og jeg i går tog ud til den lille fiskerby Howth.
Med det samme vi stod ud af toget, fandt lugten - eller duften - af fisk vores næser, og vores ben bevægede sig automatisk mod kajen, hvor fiskerestauranter og -forretniger ligger side om side, og sælerne råber på fisk fra vandet. Det er en rigtig tursitfælde, men tilsyneladende også stedet hvor mange irere tager til på søndagsudflugt. Og det kan man ikke sige noget til, for der er virkelig hyggeligt og naturskønt.
Hjemmefra havde vi læst om en meget anerkendt fiskerestaurant, som selvfølgelig skulle prøves, også selv om Frans ikke spiser fisk, og jeg glædede mig til at sætte mine tænder i herlig hummer, røde rejer og lækker laks. Mums.
Men nøj, hvor blev jeg skuffet... På døren ind til restauranten stod der, at den var anbefalet i dette års Michelin guide. MICHELIN. Der var intet særligt, æstetisk eller ekstra lækkert over den madoplevelse. Tværtimod var det kedeligt at se på, smagsløst og bare too much. Det var faktisk kun Frans' krabbe som smagte godt, og det var jo heldigt for ham...
Vi gik fra restauranten med kvalme og fiskeånde, som bare ikke ville forsvinde, og konklusionen, da vi vandrede i halvøens klipper, var, at der gerne må gå noget tid, før vi igen skal indtage noget fra havet. Så de lækre tunbøffer, vi havde udset os til aftensmad, blev erstattet med skinkesandwich, som smagte herligt.

Gris ved man da, hvad er...

Køb blomster, køb blomster

Det her er bare en lille undren fra det irske, hvor der generelt er mange ting at undre sig over: Hvorfor er der ingen, som respekterer "rød mand stå, grøn mand gå", hvordan kan man holde til at gå på pub hver eneste dag, hvad f... er hurling, og hvorfor er der så mange rødhårede mennesker...? Men den største undren af alle er altså: Hvorfor er der ingen blomsterforretninger overhovedet?
Nu er det ikke, fordi jeg slet ikke kan finde blomster herovre, for der er masser af boder, som sælger diverse bundter og buketter. Men hvis man nu, som jeg, bare gerne vil have en lille plante eller to, så skal man tilsyneladende til en helt anden by.
Og nu er der nok nogle af jer, der sidder og griner, men ja, jeg er faktisk blevet så gammel, at jeg synes, det er hyggeligt med lidt liv i mine vindueskarme, og det på trods af, at jeg altid har mobbet min mor med hendes private gartneri. Men som mor, så datter, og man bliver jo ældre.
Men det ser altså ud til, at jeg må nøjes med diverse plastikplanter, for dem er det til gengæld ikke noget problem at finde herovre, og så må de jo bare nydes på afstand.

Så tænk på mig, når I køber blomster...

Hun kom, hun så, hun blev nervøs...

Så er Dublin min nye hjemby, og jeg må sige, at jeg allerede føler mig ret godt tilpas, selv om gulvtæpperne får min næse til at løbe, vandet smager af noget udefinerbart, og de mange hjemløse får min mave til at slå knuder. For Dublin er altså en hyggelig by og en hyggelig kultur (host... Guiness - som jeg ikke kan lide), og irerne er rigtig søde.

Det er altså hyggeligt, dejligt og afslappende, så længe jeg kan tage det i mit eget tempo. For så i går, fik jeg kontakt til et sted, hvor jeg kan søge noget journalistisk arbejde, og pludselig blev jeg så nervøs, at min hals gjorde ondt, læben bævrede og hænderne rystede. For hvad nu, hvis jeg ikke er god nok? Hvad nu hvis jeg slet ikke kan finde ud af at sælge mig selv professionelt på engelsk, for slet ikke at tale om hvordan jeg skriver....

Heldigvis fik Frans sagt de magiske ord: "Hvad har du at tabe, i forhold til hvad du kan vinde?"
Og han har jo ret, så nu må jeg i gang med at sætte en masse rosende tillægsord på mit CV, så jeg om ikke andet kan sælge mig selv der.

Wish me luck