De unge mødre

Så er der endnu en observation klar fra det irske: Unge mødre. Kanel 4 kan godt pakke sammen med deres hitprogram, for det her er real shit.
En helt almindelig dag på vej ned til vores faste supermarked går jeg forbi den ene unge mor efter den anden, og jeg mener ikke ung, som jeg, men ung som i teenager. Nogle kommer slaskende alene med en lille paraplyklapvogn, og man kan kun gisne om, hvor ensomt det må være at blive voksen, mens ens venner stadig slås med matematiske ligninger, historieopgaver og bumsecreme. Andre kommer travende med deres mor som fast støtte, og så er der dem, der heldigvis også har manden - eller skulle man sige drengen - med i billedet.
I starten undrede det mig meget, at disse "unge mødre" var så tydlige i gadebilledet, men så satte jeg mig lidt ind i historien. Det er nemlig sådan, at abort stadigvæk er ulovligt i Irland. Det betyder, at mange tager til England, hvis de skal have foretaget et sådant indgreb, men der er så også forståeligt nok mange, som vælger at få barnet, selv om de har alderen imod sig.
Ja, man kan blive overrasket over, hvor store forskellene er, når man ikke er længere en to timers flyvetur væk.
Og det er ikke engang det værste, jeg har hørt. Indtil 1995 var det også forbudt at blive skilt! Tænk at skulle være tvunget til at leve sammen med en man ikke elsker mere pga. en skide lov... Det kan vist ikke komme bag på nogen, at skilsmissebegæringerne strømmede ind, da loven blev ophævet.

Godt vi er fra Danmark!

P.s. Har også fået fortalt, at det indtil engang i 90'erne var forbudt at købe kondomer.... Hmmm!

Nemesis og hybris

Jeg er blevet ramt af nemesis. Jeg har i hvert fald ingen bedre forklaring på, hvorfor jeg skal blive ramt nu, hvor det hele lige gik så godt, og jeg følte mig så heldig. Og nej, jeg er ikke blevet skidt på af endnu en dum fugl (hvilket vel egentlig også betyder held), ej heller har skolen afvist min praktikplads (heldigvis), og jeg hentyder heller ikke til at min pung og mobil allerede er blevet stjålet (selvom det godt kunne være det).
Derimod er jeg blevet syg - snothamrende febersyg - og så lige i min sidste uge som fri og arbejdsløs kvinde, hvor jeg endelig kunne nyde at tage på sightseeing mens manden knokler. What are the chances!?
Det har så fået sat hjernen på arbejde, så i mellem nattens svedige vendinger og snottets styrtløb ud af næsen, lå jeg og tænkte: "Hvorfor?" Og så var det jeg kom til at tænke på græsk mytologi (feber gør mærkelige ting ved mennesker). Hvis det her er nemesis, må det være som straf for hybris, men har jeg været hovmodig på det sidste? Jeg synes egentlig, at jeg har været ganske ydmyg, når jeg har fortalt folk om min praktikplads, men kom så i tanke om, at der er et forum, hvor alt, hvad man fortæller, nærmest er en form for hovmod, og det er i Facebooks statusopdateringer, som ofte bliver brugt til at informere andre om, hvor god, sej, dygtig, heldig, forelsket osv. man er.
Ens nærmest venner synes sikkert, det er meget sjovt, men ud af de 1000 venner man efterhånden har i snit, skal der nok være nogle, der føler sig trampet på.
Så undskyld til alle jer, der blev tvunget til at læse om min lykke. Jeg angrer fra min sygeseng.
Til jer andre: Jeg er pisse glad og kan ikke vente til mit irske arbejdseventyr starter på onsdag.

To be continued...

Arbejdsløs - helvede eller paradis

Som de fleste nok ved, så behøver jeg ikke bekymre mig om arbejde mere, da jeg allerede har været så heldig at få en praktikplads. Hele fredagen var mit ansigt et stort påklistret smil, for hvor heldig har man lige lov til at være.
Og jeg havde faktik brug for lidt held, for på trods af jeg kun har været her - altså været arbejdsløs i et par uger - så var jeg næsten allerede ved at gå til af kedsomhed. Jeg har altid tænkt, at jeg ville være typen, som ville trives som hjemmegående og være en "happy housewife", men meget hurtigt forvandlede jeg mig til en "desperate housewife", og hvis man tænker over det, er det jo faktisk ganske mærkeligt. For i et helt nyt land burde det da være et paradis at være arbejdsløs og ikke et helvede - altså lige bortset fra de manglende penge.
Jeg befinder mig i helt nye omgivelser og burde nyde og udnytte min tilværelse til at undersøge hver en afkrog, finde alle de hyggelige steder og bare nyde hver en time af dette fantastiske eventyr.
Men jeg vil bare så gerne ud og møde nogle mennesker, føle at jeg har noget at stå op til hver dag. Og det har jeg heldigvis nu, så den sidste uges tid som arbejdsløs skal bare nydes. Får faktisk helt stress over alt det, jeg gerne vil nå, inden jeg starter på jobbet!

Det er hårdt at være arbejdsløs, på mange måder.....

Alt for meget fisk

Nu er vi jo i Irland, der eftersigende skulle være stedet for fiskeelskere, som jeg, så derfor var det også med stor forventning, at Frans og jeg i går tog ud til den lille fiskerby Howth.
Med det samme vi stod ud af toget, fandt lugten - eller duften - af fisk vores næser, og vores ben bevægede sig automatisk mod kajen, hvor fiskerestauranter og -forretniger ligger side om side, og sælerne råber på fisk fra vandet. Det er en rigtig tursitfælde, men tilsyneladende også stedet hvor mange irere tager til på søndagsudflugt. Og det kan man ikke sige noget til, for der er virkelig hyggeligt og naturskønt.
Hjemmefra havde vi læst om en meget anerkendt fiskerestaurant, som selvfølgelig skulle prøves, også selv om Frans ikke spiser fisk, og jeg glædede mig til at sætte mine tænder i herlig hummer, røde rejer og lækker laks. Mums.
Men nøj, hvor blev jeg skuffet... På døren ind til restauranten stod der, at den var anbefalet i dette års Michelin guide. MICHELIN. Der var intet særligt, æstetisk eller ekstra lækkert over den madoplevelse. Tværtimod var det kedeligt at se på, smagsløst og bare too much. Det var faktisk kun Frans' krabbe som smagte godt, og det var jo heldigt for ham...
Vi gik fra restauranten med kvalme og fiskeånde, som bare ikke ville forsvinde, og konklusionen, da vi vandrede i halvøens klipper, var, at der gerne må gå noget tid, før vi igen skal indtage noget fra havet. Så de lækre tunbøffer, vi havde udset os til aftensmad, blev erstattet med skinkesandwich, som smagte herligt.

Gris ved man da, hvad er...

Køb blomster, køb blomster

Det her er bare en lille undren fra det irske, hvor der generelt er mange ting at undre sig over: Hvorfor er der ingen, som respekterer "rød mand stå, grøn mand gå", hvordan kan man holde til at gå på pub hver eneste dag, hvad f... er hurling, og hvorfor er der så mange rødhårede mennesker...? Men den største undren af alle er altså: Hvorfor er der ingen blomsterforretninger overhovedet?
Nu er det ikke, fordi jeg slet ikke kan finde blomster herovre, for der er masser af boder, som sælger diverse bundter og buketter. Men hvis man nu, som jeg, bare gerne vil have en lille plante eller to, så skal man tilsyneladende til en helt anden by.
Og nu er der nok nogle af jer, der sidder og griner, men ja, jeg er faktisk blevet så gammel, at jeg synes, det er hyggeligt med lidt liv i mine vindueskarme, og det på trods af, at jeg altid har mobbet min mor med hendes private gartneri. Men som mor, så datter, og man bliver jo ældre.
Men det ser altså ud til, at jeg må nøjes med diverse plastikplanter, for dem er det til gengæld ikke noget problem at finde herovre, og så må de jo bare nydes på afstand.

Så tænk på mig, når I køber blomster...

Hun kom, hun så, hun blev nervøs...

Så er Dublin min nye hjemby, og jeg må sige, at jeg allerede føler mig ret godt tilpas, selv om gulvtæpperne får min næse til at løbe, vandet smager af noget udefinerbart, og de mange hjemløse får min mave til at slå knuder. For Dublin er altså en hyggelig by og en hyggelig kultur (host... Guiness - som jeg ikke kan lide), og irerne er rigtig søde.

Det er altså hyggeligt, dejligt og afslappende, så længe jeg kan tage det i mit eget tempo. For så i går, fik jeg kontakt til et sted, hvor jeg kan søge noget journalistisk arbejde, og pludselig blev jeg så nervøs, at min hals gjorde ondt, læben bævrede og hænderne rystede. For hvad nu, hvis jeg ikke er god nok? Hvad nu hvis jeg slet ikke kan finde ud af at sælge mig selv professionelt på engelsk, for slet ikke at tale om hvordan jeg skriver....

Heldigvis fik Frans sagt de magiske ord: "Hvad har du at tabe, i forhold til hvad du kan vinde?"
Og han har jo ret, så nu må jeg i gang med at sætte en masse rosende tillægsord på mit CV, så jeg om ikke andet kan sælge mig selv der.

Wish me luck