Et skraldeland

Den måde man bedst kan beskrive Dublin på, er en by, der er gået i stå. Det er ikke usynligt for nogen, at finanskrisen har sat sine spor på hovedstaden, hvor bygninger står tomme, der er udlejningsskilte overalt, masser af hjemløse, og uanset hvor du befinder dig, har du altid udsigt til en kran - der vel at mærke står ubrugt.

De mange tomme byggepladser giver selvfølgelig også anledning til, at folk bliver lidt ligeglade med det hele, og derfor bare smider skrald fra sig, som om det hele er en stor losseplads - særligt omkring floden, hvor flasker, indkøbsvogne og andet udefinerbart hober sig op ved breden.

Men irerne har altså også bare et helt andet forhold til skrald, end vi har i Danmark, og dermed må jeg også nævne en helt anden skraldeordning. Her hvor vi bor, har vi skraldecontainere i kælderen, ganske ligesom vi kender det fra København. Der, hvor jeg arbejder, er situationen dog en helt anden. Vi fylder dagligt kæmpe skraldeposer med alt fra mad og flasker til papir og pap. Men der er ingen container, vi dagligt kan tømme de store sække i. I stedet samler vi alle sække i køkkenet, hvor de så kan få lov at stå og lugte i hvert fald i en uge, inden der kommer en skraldebil og henter de mange kilo skrald.

Og det er Irland- et skraldeland, hvor en tur på vej til arbejde kan byde på utallige forhindringer, når jeg skal vige uden om de bunker skrald, som private og virksomheder har samlet på fortovet i håb om, at det i løbet af dagen vil blive hentet, så de lige kan nå at nyde nogle timers frisk duft i køkkenet, inden næste omgang skrald hober sig op.

Føj!