Goldt, Grønt og Skønt

Sidste weekend tog Frans og jeg på weekendtur til Galway, Irlands fjerde største by, som ligger stik modsat Dublin. Vi kørte fredag aften og første udfordring var at skulle køre i venstre siden af vejen. Allerede inden fredag stod jeg med opgivende arme og et beklagende blik og meddelte Frans, at jeg "desværre" ikke kunne køre, fordi mit kørekort lå i den pung, som jeg har fået stjålet. Bare SÅ ærgeligt. Så Frans måtte agere bilist hele weekenden, og selv om han var noget nervøs, tror jeg nu egentlig, at han følte sig meget tryg ved, at det var ham og ikke jeg, der sad bag rattet.
Efter mørkets frembrud ankom vi så til Galway og skulle finde et sted at sove, hvilket ikke burde være så svært, for B&B'erne ligger simpelthen stakit mod stakit. Men på samtlige skilte stod "No Vacancies"pga. weekendens Oyester-Festival - heldigvis fandt vi et lille hyggeligt sted til sidst.
Lørdag skulle vi så ud og kigge lidt på byen, og hvordan starter man bedre, end med en Full Irish Breakfast:
Frans var i hvert fald i højt humør over tykke baconskiver, sprøde pølser, æg samt noget udefinerbart "pudding". Jeg selv nøjedes med ost og frugt :0)

Vores lille hyggelige B&B, hvor vi havde havudsigt og nogle utrolig søde værter, som på trods af fuldt hus, lod os blive en ekstra nat. Det betød, at vi rigtig kunne nyde byen med alt, hvad det indebar af gademusikanter, parader, markeder og østers i lange baner, som jeg på trods af utallige overtalelsesforsøg aldrig fik smagt. Det ligner altså en snotklat, så Frans fik ikke sin vilje.

Søndag gik turen så ud i det grønne, og som I kan se på billedet, er det bogstaveligt talt. Irsk natur er lige så gold, grøn og skøn, som jeg havde forestillet mig.

Halvanden times kørsel fra Galway kom vi til første turistattraktion, nemlig Aillwee Cave, som er en stor grotte. Når guiden slukkede de beskedne lamper, der lyste den underjordiske gang op, var der så mørkt som vi aldrig har oplevet det før. Selv med hånden helt tæt på hovedet kunne man ikke se så meget som et omrids. Lidt uhyggeligt, men utrolig smukt med mærkelige former og et stort frossent vandfald.

Jeg mener, at der var cirka 300 fod bjerg over os i det inderste af grotten, og så er det altså svært at lade være med at frygte et sammenbrud... Eller et jordskælv, hvis det overhovedet kan lade sig gøre i Irland.

Efter grotten gik turen videre til Cliffs of Moher, som, I kan se, var et utroligt smukt syn:

Og når alle andre begiver sig uden for bjerges lov og ret, så gør vi da også....

Og efter lidt nervøs vandring, skønne indtryk og vind i håret blev det tid til et lille hvil. Men det var ikke meget udsigt, jeg fik lov at suge til mig, da jeg skulle posere for fotografen:

Men det var nu meget sjovt lige at prøve selvudløseren af her på de skrå kanter...

Så en skøn tur med masser af frisk luft, indtryk, god mad og drikke og hygge. Og så har Frans lært at begå sig på de irske bjergveje, landeveje, motorveje og byveje.

Næste lange tur går formentlig til Belfast...

We're Irish, we drink

"We're Irish, we don't need an excuse to drink"
Det er en typisk kommentar her på den grønne ø, og jeg skal lige love for, at hvert et ord er sandt. Der er altid fyldt på pubberne selv på den kedeligste tirsdag og på en hellige søndag, og efter en hjerteoperation er en taxichaufførs største bekymring, hvornår han mon kan drikke en Guiness igen (og det er sandt).
Alligevel var der en del mere liv i byen, da Frans og jeg i torsdags var ude og fejre Arthur's Day. Arthur er manden, som opfandt Guiness, og sidste år, hvor han ville være fyldt 200 år, besluttede Guiness sig for at indføre Arthur's Day (klogt tænkt).
Det var vældig hyggeligt, og der røg da også en del indenbors, selvom arbejdet kaldte dagen efter. Men for mine arbejdskollegaer, som vi fulgtes med, var det her egentlig bare en almindelig torsdag (og ja, de er alle ældre en mig). Faktisk synes de, at det er os danskere, der er meget mærkelige, for som en af dem spurgte, efter jeg havde fortalt at vi ikke sådan går i byen i hverdagen i Danmark: "But what do you do to entertain yourselves during the week then?" Hmm, ja hvad laver vi egentlig? Slapper af, hygger med familien, ser tv, læser what ever, der ikke indeholder den alkohol, som vi som regel har indtaget rigeligt af i weekenden.
Men jeg må nok hellere vænne mig til det, for det er nok ikke sidste gang, jeg skal på arbejde med tømmermænd herovre!

Så CHEERS!

Sådan bor vi...

Vores entre med min nye, røde stumtjener

Vores soveværelser med en lille seng - godt vi kan lide at ligge tæt

Værelset hvor vores gæster skal sove... Vi glæder os, til I kommer

Vores lille badeværelse med varmt vand i toilettet og badekar

Vores stue... Vi har fundet ud af at vi aldrig skal eje en lædersofa

Stadig stue...

Vores spisehjørne med et glasbord som er umuligt at holde pænt

Køkkenet, hvor vi stadig mangler lidt på hylderne

Her laver vi lækker mad, når Frans ikke har reddet aftensmaden hos Google

Vi glæder os til at få besøg

CHEERS

Kendis-Faktor

Dem, der kender mig, ved jeg ikke lyver, når jeg siger, jeg er en kendis-sucker. Går man med mig på gaden, vil jeg med garanti spotte alle de kendte, semi-kendte og wannabe-kendte, som er der, så det nytter virkelig ikke noget at battle med mig på det område (vel brormand!?). Så hvis det ikke havde været for den store chance for at blive vældig upopulær, så var Se og Hør helt sikkert en drømmearbejdsplads... Problemet er bare, at jeg altid bliver lidt befippet på den dårlige måde, når en såkaldt kendis er i nærheden, hvilket flere af mine veninder kan skrive under på. Faktisk vil de nok gå så vidt og sige, at jeg er decideret pinlig. Men anyway, så er det sådan, at på mit nye job som u-landsarbejder har vi en del med kendte mennesker at gøre, fordi de er vores ambassadører, og netop nu er vi i gang med at forberede en kampagne, hvor vi vil bruge de kendte ekstra meget. Faktisk skal jeg med til en stor photoshoot på tirsdag.
Men hvor er det dog ufedt, når jeg nu endelig får lov at arbejde med kendte mennesker, at jeg så ikke kender dem. Tænk, at jeg er nødt til at google hver og en af dem for overhovedet at få en fornemmelse af, hvem de er, og det giver altså ikke noget kick i maven hos mig. Men på den anden side er det måske meget godt. For så er der i hvert fald ingen chance for, at jeg gør noget pinligt på tirsdag...

Tror jeg ikke...

Livet i Dublin

Så får i endelig lidt billeder fra livet i Dublin, og snart kommer der også lidt af lejligheden.

Billede 1: Jannie køber for en gang skyld blomster, og hun har faktisk også fundet et par små planter til sin vindueskarm.

Billede 2: Frans i starten af hovedgaden, hvor et kæmpe spir, også kaldet "the stiletto of the ghetto" står rejst som Dublins varemærke. Kan man finde det, kan man altid finde hjem, og det er virkelig højt.

Billede 3: En lille illustration af hvor meget jeg hader "vores" springvand i gården, som larmer så meget, at man tror hver eneste dag er grå, trist og regnfuld, selv om solen også skinner engang i mellem her i Irland.

Billede 4: Frans foran indgangen til vores gård. Vi bor i et nyt område, der hedder Spencer Dock, som er rigtig fint, selvom det vidst nok ligger på den forkerte side af floden Liffey, der løber gennem Dublin (læs: arbejderkvarteret hvor alle tosser og særlinge bor). Vi er rigtig glade for stedet, som efterhånden er blevet en helt Google-ghetto.

Cheers...