Status: Dublin

Kære alle

Jeg beklager, at bloggen min har været noget forsømt på det seneste (undskyld svigerfar), og for at det ikke skal være lyv, så bliver de kommende indlæg de sidste af slagsen. Det er nemlig blevet tid til en statusopgørelse af året, der er gået, for om lidt befinder jeg mig igen i dejlige Danmark.

Dublin som by er aldrig et sted, jeg har tænkt på hverken i forhold til ferie eller som hjem, men det var altså her alle pile pegede mod, da Frans og jeg sidste forår skulle tage en stor beslutning pga. hans jobtilbud. Har jeg fortrudt? Godt nok havde jeg en kontrakt hos Familie Journal, og jeg elskede jobbet, men nej... På ingen måde.

Det har været et år fyldt med oplevelser både med gamle venner og familie, nye venner og hinanden rundt omkring på den grønne ø. Byen, som jeg startede med at være noget skeptisk omkring, er jeg kommet til at holde af. Jeg ser ikke længere kun byggerod, skrald, hjemløse mennesker og misbrugere. Jeg ser hygge, en afslappende atmosfære (til tider for afslappende), skønhed og charme og ikke mindst dejlig natur i områderne omkring Irlands hovedstad. Her får du et indblik i året der gik i og omkring Dublin - måske får du lyst til et besøg...

Convention Center

Samuel Beckett Bridge

Liffey'en

O2 and the Wheel of Dublin

                               

Markedet ved O2 og regnvejr :)

Aviva Stadium

The Spir eller Stiletto of the Ghetto

Greyhound Race - min yndlingssport i Irland

Leg

Og mere leg

Dublin - udsigt fra Guinness

Sol over Dublin - et sjældent syn

Sommer-hygge ved Oceans Bar

Phoenix Park

Vilde dyr

Og skøn udsigt

Wicklow Mountains

Powerscourt Waterfall

Den berømte og mærkværdige Johnnie Fox's Pub

Malahide Harbour

Malahide Castle

Howth

Med flere vilde dyr...

Glendalough i Wicklow Mountains

Wicklow

Jeg glæder mig i hvert fald allerede til at komme på besøg igen....

Farvel mærkværdige, men skønne by.

Obamania

Ja, jeg ved godt, den smarte overskrift er tyvstjålet fra en anden opfindsom journalist, men jeg synes nu alligevel, den passer meget godt til det, der foregik i Dublin i hele sidste uge: Præsident Barack Obama var på visit, fordi han ville se, hvor hans forfædre, som tilsyneladende er irske, kom fra. Det skabte selvfølgelig total kaos, glæde og spænding hos mange irere og wannabe-irere, som Frans og jeg, der tilfældigvis havde fri denne dag.

Kl. 14 forlod vi Spencer Dock og gik mod byens centrum, hvor hr. Obama skulle holde tale for den irske befolkning. Vi besluttede, vi godt liiiige kunne stoppe ind og spise en sandwich inden, for en halv time fra eller til ville nok ikke gøre den store forskel. Og det gjorde det måske heller ikke, men overraskede blev vi nu lidt alligevel.

Det så helt fint og overskueligt ud på vej derned, menneskemængden var overkommelig, og vi var ved godt mod, selvom vi konstant stødte på forhindringer i form at politimænd, der guidede os udenom og udenom og udenom igen, og så kom overraskelsen. En kæmpe lang slange af mennesker, der stod som sammensatte puslebrikker. Ikke ét lufthul var der, lige på nær der, hvor Frans og jeg så vores snit til at blive den manglende brik (dårlig stil at snyde foran, men man er sgu nødt til at være lidt fej engang imellem).

Så stod vi der helt stille og ventede og ventede i både sol, regn og blæst, og lige som Frans var ved at give op begyndte vi endelig at rykke os.

Vi kom ind på pladsen, så vi sammen med 20.000 andre kunne få fornemmelsen af at være tæt på den amerikanske præsident, selvom lyden, vi hørte, kom fra store højtalere, og ansigtet, vi så, var på storskærm. Personligt synes jeg dog, det var det hele værd at høre den berømte sætning: YES, we can!

Faktisk var min tålmodighed ellers ved at være brugt godt op inden Obamas visit, for ugen inden havde Dublin haft besøg af Dronning Elisabeth, så sikkerheden i Dublin havde været fuldstændig "over the top" i en uge allerede. Det betød, at jeg konstant blev udfordret på min vej fra arbejde. Jeg måtte ikke cykle på city-cyklerne, som jeg dagligt flittigt bruger. Af hvilken årsag ved jeg ikke, for det var ikke forbudt at cykle... Det betød, at man lukkede samtlige cykelstationer tirsdag, mens jeg var på arbejde, så jeg ikke kunne aflevere den cykel, jeg havde, og jeg gad selvfølgelig ikke betale for at have cyklen i over en uge pga. de promonente besøg. Så efter at have cyklet rundt i Dublin i over en time for at finde en løsning var jeg  mildt sagt pænt sur. Faktisk så tosset, at jeg kom til at sige F-ordet til en politibetjent.

Et par dage efter blev humøret igen udfordret, da man havde valgt nærmest at afspærre hele Spencer Dock, hvor vi bor, fordi the Queen skulle til middag i konferencecenteret, der ligger lige overfor. Det betød, at jeg måtte ud på diverse omveje og altså først var hjemme en time senere, end jeg plejer. Faktisk gik politiet så langt som til at spørge nogle af beboerne om bevis for, at de boede i Spencer Dock, men eftersom man ikke har et sygesikringsbevis med adresse i Irland, er det lidt svært. Men så måtte man jo bare sørge for at have en el-regning på sig, mente den kloge politibetjent...

Hmm, meget logisk!

Tab og vind med samme sind

Jeg har fundet en ny interesse i Dublin, som jeg virkelig synes er sjov, adrenalinfremkaldende og ruinerende, nemlig hundevæddeløb også kendt som Greyhound Race.

Ganske få kilometer fra hvor vi bor, ligger en af Dublins væddeløbsbaner, og når man elsker at spille, som jeg, så er det lige stedet. Men tab og vind med samme sind-logikken får virkelig også sat mit konkurrencegen på prøve, for man kan ikke regne med noget som helst. Man kan spille på den mest vindende hund, og den taber. Man kan spille på den hund med bedste odds, og den taber. Man kan spille på den mest erfarne hund eller den yngste hund, og den taber. Så min strategi er altså at spille på den hund, som har det sejeste navn, og det kan være ganske svært at vælge med navne som Maggies Pie, Almost Number One og Flash Lash. Og jeg taber alligevel...

Faktisk formåede jeg til mit allerførste race at spille på nummer chok i hver eneste runde, så da Frans' fætter skulle komme med en spillestrategi lød den: "Spil ikke på favoritten og spil ikke på det samme som Jannie". Hmmm, men sjovt er det, og jeg gør det igen og igen. For mig er det nemlig ikke det at vinde penge, der er sjovt (spiller kun 2 euro ad gangen), men hele det adrenalinsus man oplever, når ens hund næsten bliver nummer et. Måske ændrer jeg mening den dag, jeg rent faktisk vinder, men så skal der vidst lidt flere penge på bordet og bankbogen først.

Indtil da kan I finde mig hujende og hejende på Greyhound Stadium med en fadøl i hånden og et træk på skulderen, når Maggies Pie endnu engang snubler lige før mållinjen.

Men hvad, tab og vind med samme sind :0)

Et skraldeland

Den måde man bedst kan beskrive Dublin på, er en by, der er gået i stå. Det er ikke usynligt for nogen, at finanskrisen har sat sine spor på hovedstaden, hvor bygninger står tomme, der er udlejningsskilte overalt, masser af hjemløse, og uanset hvor du befinder dig, har du altid udsigt til en kran - der vel at mærke står ubrugt.

De mange tomme byggepladser giver selvfølgelig også anledning til, at folk bliver lidt ligeglade med det hele, og derfor bare smider skrald fra sig, som om det hele er en stor losseplads - særligt omkring floden, hvor flasker, indkøbsvogne og andet udefinerbart hober sig op ved breden.

Men irerne har altså også bare et helt andet forhold til skrald, end vi har i Danmark, og dermed må jeg også nævne en helt anden skraldeordning. Her hvor vi bor, har vi skraldecontainere i kælderen, ganske ligesom vi kender det fra København. Der, hvor jeg arbejder, er situationen dog en helt anden. Vi fylder dagligt kæmpe skraldeposer med alt fra mad og flasker til papir og pap. Men der er ingen container, vi dagligt kan tømme de store sække i. I stedet samler vi alle sække i køkkenet, hvor de så kan få lov at stå og lugte i hvert fald i en uge, inden der kommer en skraldebil og henter de mange kilo skrald.

Og det er Irland- et skraldeland, hvor en tur på vej til arbejde kan byde på utallige forhindringer, når jeg skal vige uden om de bunker skrald, som private og virksomheder har samlet på fortovet i håb om, at det i løbet af dagen vil blive hentet, så de lige kan nå at nyde nogle timers frisk duft i køkkenet, inden næste omgang skrald hober sig op.

Føj!

Nytår, eller bare en helt almindelig fredag

Vi bor i en ny by, i et nyt land, og så skal vi "selvfølgelig holde nytår her", som jeg så klogt fik sagt for mange måneder siden, da Frans og jeg skulle planlægge julen. Og som sagt så gjort- dog ikke alene, men med vores gode venner Mette og Daniel fra Danmark.

Og nytår it was. Vi fik pyntet op med det begrænsede nytårspynt, vi desperate ledte efter i Dublins supermarkeder. For nej, det er ikke ligesom i Føtex, hvor man bliver bombarderet med farverige fristelser - faktisk måtte vi næsten give op. Men hyggeligt og farverigt blev det nu alligevel uden tanke på næste dags oprydning, og alle blev pyntet i fine jakkesæt og festlige kjoler (personligt nåede jeg vist at have tre kjoler på den aften). Så det føltes som nytår med det hele, selv Dronning Margrethes nytårstale.

Maden smagte ligeledes fantastisk - tapas af otte retter - drengene mod pigerne. Jeg tror faktisk, at pigerne førte en lille smule, da drengene valgte, at deres spanske chili con carne først skulle serveres næste dag, men så var det, at undertegnede skulle bage chokoladekage efter lidt for meget champagne og spansk vino. Tror, den endte i håndvasken, men hva' fa'n, vi blev jo mætte alligevel.

Som altid blev klokken også tolv... nej elleve, for vi var jo så priviligerede, at vi kunne skåle nytåret ind hele to gange, både dansk tid og irsk tid. Så kl. 22.50 ringede vi til vores dejlige venner i Danmark, så vi kunne følge med på webcam, da rådhusklokken slog tolv. Det føltes dog ikke helt som rigtig nytår, når man ikke oplevede det live, og det var da også meget svært at skråle med på pigekorets "Vær velkommen..." Men vi skålede, kyssede og krammede, og så kunne vi ellers igen sætte os ned og vente på, at det næste nytår skulle skåles ind.

Klokken 23.58 besluttede vi os for at hoppe ned på broen med en flaske champagne, så vi kunne nyde fyrværkeriet. Vi havde fået af vide, at fyrværkeri er ulovligt i Dublin, men det er jo nytår, og om ikke andet så skulle der nok være noget officielt fyrværkeri, vi kunne beundre. Kl. 0.00 1. januar 2011, stod vi i vores elevator. Vi kyssede og krammede igen, men champagnen gemte vi, til vi nåede ud på broen, hvor vi med hovederne hævede mod himlen sagde velkommen til det nye år. Men fyrværkeriet manglede... Jeg tror, vi så to nødblus, and that's it! Så det var altså noget af et antiklimaks at finde ud af, at irerere er nogle meget lovlydige mennesker.

Men heldigvis var vi i godt selskab, så festen fortsatte til langt ud på natten, og vi fik da også lavet vores helt eget fyrværkeri. Så det blev nytår, men kunne egentlig også have været en helt almindelig fredag uden bulder og brag.

Godt nytår!

Barndom, jeg savner dig

Hvor var al ting bare nemmere, sjovere og meget mere fantastisk, da man var barn. Dengang man ikke skulle tænke på økonomi, job og husholdning, men kunne leve et fuldstændig ansvarsfrit liv (næsten).

Det savner jeg altså nogle gange, men allermest det sjove: legene, udflugterne, fantasien, som ingen grænser havde og følelsen af at kunne te sig uden at være mærkelig. For man var jo bare et barn.

Jeg elsker, når det sker, at jeg ryger tilbage til barndommen, f.eks. i en sneboldkamp, når jeg får gaver (ved ikke rigtigt, om det er en god eller skidt opførsel :0), når jeg ser børne-julekalender med Frans eller som for noget tid siden, hvor min lillebror og jeg glemte alt om alt og alle og i stedet begav os på udflugt i den irske natur.

Det eneste formål var at have det sjovt. Springe ned fra store sten. Gemme sig i store og små huler. Brumme som hulemænd og råbe som Tarzan. Blive våde og mudret, grine og slås. Det var en fantastisk dag, som jeg i lang tid vil tænke tilbage på med glæde. Ikke kun fordi barndommen igen var inden for rækkevidde, men særligt fordi jeg genoplevede den med min bror.