Alt for meget fisk

Nu er vi jo i Irland, der eftersigende skulle være stedet for fiskeelskere, som jeg, så derfor var det også med stor forventning, at Frans og jeg i går tog ud til den lille fiskerby Howth.
Med det samme vi stod ud af toget, fandt lugten - eller duften - af fisk vores næser, og vores ben bevægede sig automatisk mod kajen, hvor fiskerestauranter og -forretniger ligger side om side, og sælerne råber på fisk fra vandet. Det er en rigtig tursitfælde, men tilsyneladende også stedet hvor mange irere tager til på søndagsudflugt. Og det kan man ikke sige noget til, for der er virkelig hyggeligt og naturskønt.
Hjemmefra havde vi læst om en meget anerkendt fiskerestaurant, som selvfølgelig skulle prøves, også selv om Frans ikke spiser fisk, og jeg glædede mig til at sætte mine tænder i herlig hummer, røde rejer og lækker laks. Mums.
Men nøj, hvor blev jeg skuffet... På døren ind til restauranten stod der, at den var anbefalet i dette års Michelin guide. MICHELIN. Der var intet særligt, æstetisk eller ekstra lækkert over den madoplevelse. Tværtimod var det kedeligt at se på, smagsløst og bare too much. Det var faktisk kun Frans' krabbe som smagte godt, og det var jo heldigt for ham...
Vi gik fra restauranten med kvalme og fiskeånde, som bare ikke ville forsvinde, og konklusionen, da vi vandrede i halvøens klipper, var, at der gerne må gå noget tid, før vi igen skal indtage noget fra havet. Så de lækre tunbøffer, vi havde udset os til aftensmad, blev erstattet med skinkesandwich, som smagte herligt.

Gris ved man da, hvad er...