Goldt, Grønt og Skønt

Sidste weekend tog Frans og jeg på weekendtur til Galway, Irlands fjerde største by, som ligger stik modsat Dublin. Vi kørte fredag aften og første udfordring var at skulle køre i venstre siden af vejen. Allerede inden fredag stod jeg med opgivende arme og et beklagende blik og meddelte Frans, at jeg "desværre" ikke kunne køre, fordi mit kørekort lå i den pung, som jeg har fået stjålet. Bare SÅ ærgeligt. Så Frans måtte agere bilist hele weekenden, og selv om han var noget nervøs, tror jeg nu egentlig, at han følte sig meget tryg ved, at det var ham og ikke jeg, der sad bag rattet.
Efter mørkets frembrud ankom vi så til Galway og skulle finde et sted at sove, hvilket ikke burde være så svært, for B&B'erne ligger simpelthen stakit mod stakit. Men på samtlige skilte stod "No Vacancies"pga. weekendens Oyester-Festival - heldigvis fandt vi et lille hyggeligt sted til sidst.
Lørdag skulle vi så ud og kigge lidt på byen, og hvordan starter man bedre, end med en Full Irish Breakfast:
Frans var i hvert fald i højt humør over tykke baconskiver, sprøde pølser, æg samt noget udefinerbart "pudding". Jeg selv nøjedes med ost og frugt :0)

Vores lille hyggelige B&B, hvor vi havde havudsigt og nogle utrolig søde værter, som på trods af fuldt hus, lod os blive en ekstra nat. Det betød, at vi rigtig kunne nyde byen med alt, hvad det indebar af gademusikanter, parader, markeder og østers i lange baner, som jeg på trods af utallige overtalelsesforsøg aldrig fik smagt. Det ligner altså en snotklat, så Frans fik ikke sin vilje.

Søndag gik turen så ud i det grønne, og som I kan se på billedet, er det bogstaveligt talt. Irsk natur er lige så gold, grøn og skøn, som jeg havde forestillet mig.

Halvanden times kørsel fra Galway kom vi til første turistattraktion, nemlig Aillwee Cave, som er en stor grotte. Når guiden slukkede de beskedne lamper, der lyste den underjordiske gang op, var der så mørkt som vi aldrig har oplevet det før. Selv med hånden helt tæt på hovedet kunne man ikke se så meget som et omrids. Lidt uhyggeligt, men utrolig smukt med mærkelige former og et stort frossent vandfald.

Jeg mener, at der var cirka 300 fod bjerg over os i det inderste af grotten, og så er det altså svært at lade være med at frygte et sammenbrud... Eller et jordskælv, hvis det overhovedet kan lade sig gøre i Irland.

Efter grotten gik turen videre til Cliffs of Moher, som, I kan se, var et utroligt smukt syn:

Og når alle andre begiver sig uden for bjerges lov og ret, så gør vi da også....

Og efter lidt nervøs vandring, skønne indtryk og vind i håret blev det tid til et lille hvil. Men det var ikke meget udsigt, jeg fik lov at suge til mig, da jeg skulle posere for fotografen:

Men det var nu meget sjovt lige at prøve selvudløseren af her på de skrå kanter...

Så en skøn tur med masser af frisk luft, indtryk, god mad og drikke og hygge. Og så har Frans lært at begå sig på de irske bjergveje, landeveje, motorveje og byveje.

Næste lange tur går formentlig til Belfast...

We're Irish, we drink

"We're Irish, we don't need an excuse to drink"
Det er en typisk kommentar her på den grønne ø, og jeg skal lige love for, at hvert et ord er sandt. Der er altid fyldt på pubberne selv på den kedeligste tirsdag og på en hellige søndag, og efter en hjerteoperation er en taxichaufførs største bekymring, hvornår han mon kan drikke en Guiness igen (og det er sandt).
Alligevel var der en del mere liv i byen, da Frans og jeg i torsdags var ude og fejre Arthur's Day. Arthur er manden, som opfandt Guiness, og sidste år, hvor han ville være fyldt 200 år, besluttede Guiness sig for at indføre Arthur's Day (klogt tænkt).
Det var vældig hyggeligt, og der røg da også en del indenbors, selvom arbejdet kaldte dagen efter. Men for mine arbejdskollegaer, som vi fulgtes med, var det her egentlig bare en almindelig torsdag (og ja, de er alle ældre en mig). Faktisk synes de, at det er os danskere, der er meget mærkelige, for som en af dem spurgte, efter jeg havde fortalt at vi ikke sådan går i byen i hverdagen i Danmark: "But what do you do to entertain yourselves during the week then?" Hmm, ja hvad laver vi egentlig? Slapper af, hygger med familien, ser tv, læser what ever, der ikke indeholder den alkohol, som vi som regel har indtaget rigeligt af i weekenden.
Men jeg må nok hellere vænne mig til det, for det er nok ikke sidste gang, jeg skal på arbejde med tømmermænd herovre!

Så CHEERS!

Sådan bor vi...

Vores entre med min nye, røde stumtjener

Vores soveværelser med en lille seng - godt vi kan lide at ligge tæt

Værelset hvor vores gæster skal sove... Vi glæder os, til I kommer

Vores lille badeværelse med varmt vand i toilettet og badekar

Vores stue... Vi har fundet ud af at vi aldrig skal eje en lædersofa

Stadig stue...

Vores spisehjørne med et glasbord som er umuligt at holde pænt

Køkkenet, hvor vi stadig mangler lidt på hylderne

Her laver vi lækker mad, når Frans ikke har reddet aftensmaden hos Google

Vi glæder os til at få besøg

CHEERS

Kendis-Faktor

Dem, der kender mig, ved jeg ikke lyver, når jeg siger, jeg er en kendis-sucker. Går man med mig på gaden, vil jeg med garanti spotte alle de kendte, semi-kendte og wannabe-kendte, som er der, så det nytter virkelig ikke noget at battle med mig på det område (vel brormand!?). Så hvis det ikke havde været for den store chance for at blive vældig upopulær, så var Se og Hør helt sikkert en drømmearbejdsplads... Problemet er bare, at jeg altid bliver lidt befippet på den dårlige måde, når en såkaldt kendis er i nærheden, hvilket flere af mine veninder kan skrive under på. Faktisk vil de nok gå så vidt og sige, at jeg er decideret pinlig. Men anyway, så er det sådan, at på mit nye job som u-landsarbejder har vi en del med kendte mennesker at gøre, fordi de er vores ambassadører, og netop nu er vi i gang med at forberede en kampagne, hvor vi vil bruge de kendte ekstra meget. Faktisk skal jeg med til en stor photoshoot på tirsdag.
Men hvor er det dog ufedt, når jeg nu endelig får lov at arbejde med kendte mennesker, at jeg så ikke kender dem. Tænk, at jeg er nødt til at google hver og en af dem for overhovedet at få en fornemmelse af, hvem de er, og det giver altså ikke noget kick i maven hos mig. Men på den anden side er det måske meget godt. For så er der i hvert fald ingen chance for, at jeg gør noget pinligt på tirsdag...

Tror jeg ikke...

Livet i Dublin

Så får i endelig lidt billeder fra livet i Dublin, og snart kommer der også lidt af lejligheden.

Billede 1: Jannie køber for en gang skyld blomster, og hun har faktisk også fundet et par små planter til sin vindueskarm.

Billede 2: Frans i starten af hovedgaden, hvor et kæmpe spir, også kaldet "the stiletto of the ghetto" står rejst som Dublins varemærke. Kan man finde det, kan man altid finde hjem, og det er virkelig højt.

Billede 3: En lille illustration af hvor meget jeg hader "vores" springvand i gården, som larmer så meget, at man tror hver eneste dag er grå, trist og regnfuld, selv om solen også skinner engang i mellem her i Irland.

Billede 4: Frans foran indgangen til vores gård. Vi bor i et nyt område, der hedder Spencer Dock, som er rigtig fint, selvom det vidst nok ligger på den forkerte side af floden Liffey, der løber gennem Dublin (læs: arbejderkvarteret hvor alle tosser og særlinge bor). Vi er rigtig glade for stedet, som efterhånden er blevet en helt Google-ghetto.

Cheers...

De unge mødre

Så er der endnu en observation klar fra det irske: Unge mødre. Kanel 4 kan godt pakke sammen med deres hitprogram, for det her er real shit.
En helt almindelig dag på vej ned til vores faste supermarked går jeg forbi den ene unge mor efter den anden, og jeg mener ikke ung, som jeg, men ung som i teenager. Nogle kommer slaskende alene med en lille paraplyklapvogn, og man kan kun gisne om, hvor ensomt det må være at blive voksen, mens ens venner stadig slås med matematiske ligninger, historieopgaver og bumsecreme. Andre kommer travende med deres mor som fast støtte, og så er der dem, der heldigvis også har manden - eller skulle man sige drengen - med i billedet.
I starten undrede det mig meget, at disse "unge mødre" var så tydlige i gadebilledet, men så satte jeg mig lidt ind i historien. Det er nemlig sådan, at abort stadigvæk er ulovligt i Irland. Det betyder, at mange tager til England, hvis de skal have foretaget et sådant indgreb, men der er så også forståeligt nok mange, som vælger at få barnet, selv om de har alderen imod sig.
Ja, man kan blive overrasket over, hvor store forskellene er, når man ikke er længere en to timers flyvetur væk.
Og det er ikke engang det værste, jeg har hørt. Indtil 1995 var det også forbudt at blive skilt! Tænk at skulle være tvunget til at leve sammen med en man ikke elsker mere pga. en skide lov... Det kan vist ikke komme bag på nogen, at skilsmissebegæringerne strømmede ind, da loven blev ophævet.

Godt vi er fra Danmark!

P.s. Har også fået fortalt, at det indtil engang i 90'erne var forbudt at købe kondomer.... Hmmm!

Nemesis og hybris

Jeg er blevet ramt af nemesis. Jeg har i hvert fald ingen bedre forklaring på, hvorfor jeg skal blive ramt nu, hvor det hele lige gik så godt, og jeg følte mig så heldig. Og nej, jeg er ikke blevet skidt på af endnu en dum fugl (hvilket vel egentlig også betyder held), ej heller har skolen afvist min praktikplads (heldigvis), og jeg hentyder heller ikke til at min pung og mobil allerede er blevet stjålet (selvom det godt kunne være det).
Derimod er jeg blevet syg - snothamrende febersyg - og så lige i min sidste uge som fri og arbejdsløs kvinde, hvor jeg endelig kunne nyde at tage på sightseeing mens manden knokler. What are the chances!?
Det har så fået sat hjernen på arbejde, så i mellem nattens svedige vendinger og snottets styrtløb ud af næsen, lå jeg og tænkte: "Hvorfor?" Og så var det jeg kom til at tænke på græsk mytologi (feber gør mærkelige ting ved mennesker). Hvis det her er nemesis, må det være som straf for hybris, men har jeg været hovmodig på det sidste? Jeg synes egentlig, at jeg har været ganske ydmyg, når jeg har fortalt folk om min praktikplads, men kom så i tanke om, at der er et forum, hvor alt, hvad man fortæller, nærmest er en form for hovmod, og det er i Facebooks statusopdateringer, som ofte bliver brugt til at informere andre om, hvor god, sej, dygtig, heldig, forelsket osv. man er.
Ens nærmest venner synes sikkert, det er meget sjovt, men ud af de 1000 venner man efterhånden har i snit, skal der nok være nogle, der føler sig trampet på.
Så undskyld til alle jer, der blev tvunget til at læse om min lykke. Jeg angrer fra min sygeseng.
Til jer andre: Jeg er pisse glad og kan ikke vente til mit irske arbejdseventyr starter på onsdag.

To be continued...